Typisk eksempel på en vildtager med solsikke og fodertønder, der tiltrækker og opretholder en stor bestand af rådyr. (foto: Jan Fischer Rasmussen)
Pattedyr omfatter alt fra insektædere som pindsvin over gnavere som egern og mus til rovdyr som ræv og ilder. Også dyr som hare og rådyr, der ofte ses i det åbne land, hører til gruppen.
Pattedyrenes udbredelse Ved miljøundersøgelser inddeles pattedyr ofte af praktiske årsager i småpattedyr og større pattedyr. Småpattedyr vejer mindre end 250 gram og har ofte en begrænset spredningsevne. Flere af arterne er nataktive og ses derfor sjældent, selvom de er relativt almindelige. De større pattedyr spreder sig bedre og har større aktivitetsområder. Flere af arterne udsættes bevidst af mennesket, ligesom der også er jagt på mange af dem. Disse to faktorer påvirker i høj grad dyrenes udbredelse. |
Tidligere undersøgelser inddrages Der gennemføres ikke selvstændige undersøgelser af forekomsten af pattedyr på Lolland og Femern, men arter, der observeres i forbindelse med øvrigt feltarbejde, registreres. Herudover indhentes oplysninger om f.eks. trafikdræbte dyr samt tidligere undersøgelser af dyrenes udbredelse. Data om trafikdrab kan give en indikation af, hvor de større pattedyr færdes, og hvilke barrierer de møder i landskabet. De tidligere undersøgelser om udbredelse giver et billede af, hvilke arter der potentielt findes i området, og det er især af værdi i forhold til pattedyr, som det er svært at registrere. Jagtinteresser Der er store jagtinteresser i undersøgelsesområderne på Lolland og Femern, og især rådyr ses hyppigt i landskabet. På mange marker er der vildtremiser til dyrene, og der er opsat fodertønder. Fodertønderne betyder, at der på flere lokaliteter også er observeret brun rotte, som spiser det tiloversblevne foder. Herudover findes haren talrige steder i det åbne land. Øvrige observerede pattedyr på Lolland er brandmus, muldvarp og ræv. På Femern er der set spor efter vildsvin - en art som typisk forekommer på øen 4-5 gange om året, men som hurtigt bliver skudt eller dræbt i trafikken. |