Den europæiske ålebestand er faldet til en brøkdel af den historiske bestand på grund af en tydelig nedgang i antallet af glasål, og i dag er den europæiske ål truet af udryddelse. Årsagen til nedgangen er ikke fuldt belyst, men man hælder til årsager som overfiskeri, forringelse af leveområder, infektion med svømmeblæreorm og besværet med at udføre den lange migration til gydeområdet.

Migrering over tusinder af kilometer
Ålen udviser en meget speciel gydningsadfærd. Den voksne ål migrerer tusindvis af kilometer til Sargassohavet i det vestlige Atlanterhavet, hvor man mener, at gydningen finder sted. Senere driver larverne passivt med havstrømme, og ankommer til europæiske kyster 12-15 måneder senere.

Den geografiske placering i mundingen af Østersøen giver Danmark et særligt ansvar. Blankålen skal nemlig passere de danske Bælter på deres vej fra Østersøen til gydeområderne. Derfor bliver der gennemført grundige studier for at finde ud af, hvordan man kan undgå, at selve strukturen samt støj, lys og vibrationer fra den faste forbindelse potentielt kan påvirke blankålens migration.

En blankål er ved at blive mærket med et intelligent mærke (foto: NATURFOCUS/Christian B. Hvidt).

DST-mærket (Data Storage Tag) med afsendte informationer. Sensorerne på mærket lagrer informationer om temperatur, dybder og tid i faste intervaller (foto: NATURFOCUS/Christian B. Hvidt).

Forsøg med intelligent mærkning
Den migrerende blankåls ruter og adfærd er blevet kortlagt gennem forsøg med mærkning. Resultaterne vil blive brugt til at vurdere vigtigheden af Femern Bælt som en migrationsrute. Mærkning med intelligente mærker, der løbende rapporterer om vanddybde og temperaturer har vist, at ålene hovedsagelig migrerer om natten, og helst i overfladen over dybt vand, hvor de kan dykke ned til bunden med korte mellemrum. Ålen tilbringer det meste af dagen med at hvile på havbunden.

Kun få ål migrerer mod øst
De fleste af de mærkede ål, der blev sat ud i Femern Bælt, migrerede videre via Lillebælt og Storebælt, mens kun et mindre antal migrerede mod øst. En enkelt ål kom næsten til Bornholm, før den vendte om og satte kursen mod Øresund.

Et mærkningsforsøg med almindelige mærker tyder på, at en del af blankålene migrerer gennem Femern Bælt, men at den primære migrationsrute ud af Østersøen er via Øresund, mellem Danmark og Sverige.