Hvad er en VVM-undersøgelse?

VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet, 
som foretages for at afdække og vurdere hvilke miljøpåvirkninger og konsekvenser, man kan forvente i forbindelse med anlægsprojekter som f.eks. en fast forbindelse på tværs af Femern Bælt.

I VVM-undersøgelsen kortlægger man alle miljøforhold og vurderer, hvordan eventuelle negative påvirkninger af miljøet kan begrænses mest muligt. Hvis miljøet påvirkes væsentligt, undersøger man forskellige alternativer og sammenligner påvirkningerne.

Et andet vigtigt formål er at inddrage borgere i beslutningsprocessen. Det sker ved offentlige høringer, og ved at materialet og VVM-undersøgelsen bliver lagt frem for offentligheden.