Danske og tyske biologer har sammen været på feltundersøgelse på både Lolland og Femern. (foto: Gisela Bertram)
Det gælder om at være grundig, præcis og også forudseende, når dyre- og planteliv, landskaber og andre former for miljø skal kortlægges forud for et historisk anlægsprojekt som en fast forbindelse over Femern Bælt.
Derfor har både danske og tyske biologer i månedsvis været i felten, primært på deres egen side af bæltet, men i visse tilfælde også sammen. Danske COWI og tyske TGP, som er ansvarlige for VVM-undersøgelser på henholdsvis Lolland og Femern, har nemlig løbende udvekslet både erfaringer og mandskab.
"Vi har forskellige traditioner for, hvordan vi udfører VVM i Danmark og Tyskland, og metoder og praksis er heller ikke ens. Men vi, der arbejder på opgaven, tænker i høj grad på samme måde, og derfor har vi arbejdet sammen", forklarer Anne Eiby, der er projektleder for COWI på den danske del af VVM-undersøgelsen.
Skal se det med egne øjne
Samarbejdet består blandt andet i, at de to firmaer har holdt fælles seminarer. Desuden har danske og tyske biologer besøgt hinanden og gået sammen i naturen på både tysk og dansk side.
"Vi vil gerne, at vores biologer med egne øjne skal se, at der rent faktisk er forskel på Lolland og Femern. Vi vil gerne vide med os selv, at når de to lokaliteter bliver beskrevet forskelligt i VVM-rapporter, så skyldes det ikke bare forskellige arbejdsmetoder og praksis men fysiske forskelle i naturen", siger hun.
Anne Eiby forklarer, at der er forskel i den måde, man i Danmark og Tyskland dokumenterer biologernes fund og iagttagelser. Et af de områder, hvor praksis er forskellig, er i den måde, de forskellige naturtyper vurderes. Her har man i Danmark tilpasset den tyske måde at gøre det på.
Christoph Gondesen er projektleder hos TGP og ansvarlig for den tyske VVM-undersøgelse. Han forklarer, at man i Tyskland forsøger at få et mere data-baseret indtryk af det område, man undersøger.
"I Tyskland afgør man traditionelt, hvordan man skal kompensere for tab af naturområder ud fra, hvilken kvalitet de tabte naturområder har. Derfor er man meget opmærksom på at værdisætte de eksisterende økologiske forhold meget præcist ", fortæller han.
« Til oversigt